Paul Dehlholm er død - æret være hans minde

22. juni 2022 15:23 , af Søs Stadil

Et DTV æresmedlem, et værdifuldt menneske og en legendarisk tennisspiller er gået bort

Paul Dehlholm, dansk tennis “Grand Old Man”, er ikke iblandt os længere. Hans behagelige væsen, store ro og sociale evner vil blive savnet, og han vil for altid stå som et idol i tennisverdenen.

Paul Dehlholms kapacitet og styrke indenfor tennissporten viste han ved at vinde 33 DM singletitler og 37 DM doubletitler. Da Paul blev 100 år spillede han en flot opvisningskamp i HIK og vandt i tre sæt. Disse rekorder kommer til at stå længe.

Han har flere gange været holdkaptajn for det danske Davis Cup-hold og har været aktiv i DTF, hvor han er blevet tildelt æresnålen. Han var kaptajn i 25 år for "Kronprinsen", den årlige match mod Malmø.

Tenniskarrieren, der kom til at vare 78 år, var imponerende og præget af en altid korrekt optræden både på banen og udenfor. Paul spillede i HIK siden 1935 og var i alle årene en sand gentleman og ambassadør for sporten. Selv efter at være blevet hundrede år spillede han flere gange om ugen.

Paul Dehlholm har spillet sit sidste sæt! Æret være hans minde.

Han vil blive bisat fra Hellerup Kirke, Margrethevej på tirsdag 28. juni kl 13. Bagefter er der gravøl i HIK. Man kan bare møde op, siger hans søn Niels. DTV vil være repræsenteret og kommer med en krans på foreningens vegne.