Niels Emery takker af

24. marts 2026 10:28 , af Lars Gylstorff

På DTVs generalforsamling, som blev afholdt den 23. marts 2026 i HIK, var der flere udskiftninger i bestyrelsen. 

Mest bemærkelsesværdigt var det, at Niels Emery efter mere end 15 år i bestyrelsen, havde valgt at træde tilbage og overlade pladsen til Esben Hammershøy. 

Niels har i hele sin periode været en markant personlighed, som de fleste nok forbinder med afviklingen af de årlige danmarksmesterskaber - både inde og ude. I den periode, hvor Niels har stået i spidsen for DM, er turneringen vokset markant, hvilket i høj grad må tilskrives indsatsen fra Niels.

Claus Møller Petersen, KB blev ligeledes valgt ind i bestyrelsen og erstatter Karina Sall Nielsen.

Endelig udtrådte Pia Sinikka af bestyrelsen, og vil fremover fungere som suppleant, hvor hun erstatter Malene Frei.

Referatet fra generalforsamlingen vil snarest blive offentliggjort på hjemmesiden.