DM-trioen takker af

8. september 2021 00:11 , af Søs Stadil

Kære DTV’ere

Tiden i ”buret” i Rundforbihallen i Nærum og diverse ”turneringsledelsesrum” rundt omkring i landet, er nu forbi for os. Vi husker særlig Ishuset i Helsingør.

Det har været en række gode år med travle uger og lange hektiske dage, men vi synes selv, det er gået ganske godt, og vi har gjort os umage for at servicere de til tider vanskelige tennisstjerner på en ordentlig måde.

Vi forlader ”jobbet” med fantastiske minder, både sportslige (til mange tider rigtig god tennis) og personlige, gennem mødet med alle jer virkelig dejlige mennesker. Jer vil vi savne meget. I har fået os til at fortsætte ud over grænsen.

Tak for de mange utrolig varme og pæne kommentarer fra jer personligt og på Facebook.

Vores samarbejde i ledelsen har været super. Det er ikke nemt at mene det samme om alting, men uenigheder er klaret ved interne diskussioner uden sår på sjælen, ofte tilsat en enkelt gin-tonic og et godt grin efter arbejdstids ophør. Vi ønsker Niels og et nyt team held og lykke med fremtidige DM’er.

Til slut vil vi komme med et citat fra en ukendt, men klog person.: ”Hellere slutte mens mange beder os om at fortsætte end at vente til alle siger: stopper de da ikke snart!”.

Tusind tak for de smukke blomster og gavekortene fra DTV; dem sætter vi stor pris på. Vi ses selvfølgelig på tilskuerpladserne, hvor vi vil glæde os til at kunne se en hel tenniskamp og nyde et glas vin imens.

Mange kærlige hilsner

Annette, Karin og Willy

 

DTV med Niels Emery i spidsen skylder Annette, Karin og Willy stor tak for deres formidable indsats gennem mange år ved danmarksmesterskaberne.

Trioen blev behørigt hyldet ved DM for hold i HRT. Mange tennisspillere har også takket de tre på facebook.